Jordbær med vaniliecreme og peber


4 pers.

Ingredienser

Vaniliecreme:
korn af ½ stang vanilie
2½ dl sødmælk
40 g sukker
2 blade husblas
1 pasteuriseret æggehvide

500 g jordbær
50 g flormelis
2 spsk. æbleeddike
friskkværnet peber
friske mynteblade til pynt

Fremgangsmåde

Lav først vaniliecremen:
Flæk vaniliestangen, skrab kornene ud og gem dem. Bring mælk, sukker og den flækkede vaniliestang i kog under omrøring.
Udblød husblas i en skål med koldt vand i 5 minutter.
Tag mælken af varmen og tilsæt vaniliekornene. Tag husblassen op af vandet og smelt den i den varme mælkeblanding. Stil blandingen på køl i 20 minutter og pisk imens æggehviden stiv. Vend forsigtigt i den afkølede, halvt tyknede creme.
Skyl og nip jordbær. Blend ca. halvdelen af dem med flormelis og æbleeddike. Smag til med friskkværnet peber. Resten af jordbærrene skæres i grove tern og vendes i jordbærpureen.
Server jordbær’ene i glas med en skefuld vaniliecreme over. Pynt med friske mynteblade.

Velbekomme.